I min formidling om stress, traumer og PTSD og i det daglige arbejde med mine klienter er jeg stadigvæk lige overvældet over den ressource, kroppen besidder i samspillet med hjernen til at genoprette fysiske og psykiske ubalancer. Har du været udsat for en traumatiserende oplevelse, er kroppen nøglen til en dybere heling. Din kære krop skal inddrages i oprydningsarbejdet, da dine logiske slutninger fra intellektet ikke gør det alene, når du skal tilbage til dig selv efter en traumatisk oplevelse. For kroppen husker, og vil stædigt minde dig om det.

Traumatiske oplevelser på forskellige stadier i livet sætter sig som spændingsmønstre i både hjerne og krop. Og disse mønstre er med til at skabe en forestilling/egenfortælling om det oplevede hos den traumatiserede person og skaber samtidigt en egentlig personlig karakter.

Men hvad er det egentligt, der sker i krop og nervesystem, når følelserne bliver så overvældende, at de skaber et traume hos os mennesker?

Det giver professor i neuropsykologi Stephen W. Porges et bud på i hans udlægning af den polyvagale nerveteori. Den polyvagale nerveteori er opstået i slipstrømmen på Porges’ 40 års forskning i det parasympatiske nervesystem. Det parasympatiske nervesystem styrer bl.a. din krops evne til hvile, fordøjelse, genopbygning af kroppen og din evne til at udtrykke følelser, indgå i relationer og følelsesmæssig selvregulering.

Hvad er et traume egentligt?

Igennem foråret har jeg afholdt flere workshops om sammenhængen mellem stress og vagusnerven. Vagusnerven er interessant både i forhold til stress (læs mere her), din evne til følelsesmæssig selvregulering (læs mere her), og hvordan vagusnerven hjælper din krop og nervesystem, når du bliver fanget i ‘forlygternes skær’ som en Bambi, og situationen bliver for følelsesmæssigt overvældende.

“Et traume er billedligt en firetrins raket; først hyperophidselse, efterfulgt af følelsen af at være fastlåst, som fører til en mental flugt og dissociering inden kroppen går i frys”.

– Peter A. Levine, Waking the Tiger

Forskellen på stress og traume er, at stress giver adgang til alle dine fysiske ressourcer, så du kan handle dig ud af situation; flugt eller kamp. Traumer er også stressende og en konsekvens af situationer, der er for overvældende for dit nervesystem og krop. Under et traume oplever du at blive handlingslammet. Enten fordi du ikke besidder erfaringen eller har ressourcerne til at overkomme den situation, du er fanget i. I modsætning til stressresponsen, der frigiver ressourcer, så du kan handle, vil traumet i stedet aktivere din frysrespons, da den paradoksalt nok kan øge din overlevelseschance, når flugt og kamp ikke længere er en mulighed.

Det enkelte traume kræve en specifik behandlingstilgang, når jeg arbejder med kroppen på briksen, fordi traumer kommer i forskellige kategorier.

• Udviklingstraumer
• “Bløde” traumer
• “Hårde” traumer
• Choktraume
• PTSD

Udviklingstraumer

Fra 3.trimester og frem til seksårsalderen lægges grundstenene til din evne til følelsesmæssig tilknytning og følelsesmæssig selvregulering. Udviklingstraumer dækker over vedvarende mønstre i din opvækst, hvor du ikke er blevet mødt i dine fysiske og følelsesmæssige behov.

Som baby har du brug for tæt fysisk kontakt til dine primære omsorgspersoner, da det er med til at stimulere din taktile sans. Hud mod hud kontakt og kærlig kropslig kontakt har indflydelse på dit nervesystems udskillelse af bl.a. oxytocin (kærlighedshormonet – kroppens stærkeste antistress hormon) og serotonin (dæmper depression). Derfor bliver alle nybagte forældre rådet til at have så meget hud til hud kontakt med spædbarnet i de første par leveår. I bogstaveligste stand sætter manglende kram og fysisk kontakt tidligt i livet spor senere i livet, når det kommer til stress, angst og depression.

Evnen til følelsesmæssig selvregulering bliver også påvirket af, om barnet oplever ret til egne behov. Eksempelvis at blive mødt i behovet for mad, når det er sultent og søvn, når det er træt. Nogle gange opstår der problemer i kommunikationen mellem barn og voksen, så det fysiske behov ikke bliver mødt. Sker det kontinuerligt udvikler barnet et udviklingstraume om manglende ret til fysiske behov, og vil have svært ved at give udtryk for disse senere hen, da der er udviklet et billede af, at mit behov er ikke rigtigt. Andre følelsesmæssige udviklingstraumer kan relateres til nedsat evne til at etablere sunde grænser (aggression/vrede), at blive indebrændt, bange for at blive forladt, bange for at blive til grin og derfor altid skal præstere, eller slet og ret retten til at eksistere.

Retten til at eksistere er det grundlæggende udviklingstraume hos personer med nervøs spiseforstyrrelse (anorexia nervosa). Alle disse udviklingsmønstre er kropslige mønstre og spændingstilstande, der er med til at påvirke dit psykiske selvbillede.

“Bløde” traumer

“Bløde” traumer opstår som følge af vedvarende belastning af det sympatiske nervesystem (stress). De typiske situationer er følelsen af manglende overenstemmelse mellem ansvar og ressourcer på jobbet, økonomisk eller på hjemmefronten. “Bløde” traumer kan skyldes tankemylder og psykologiske omstændigheder. Tit ser jeg belastningen af “bløde” traumer som et mønster, der bunder i et udviklingstraume.

Andre former for “bløde traumer” kan være det at være vidne til mobberi på arbejdspladsen, se sin far og mor skændes, skilsmisse, svær sygdom og alkoholisme i hjemmet, psykiske trusler etc. Ved “bløde” traumer er der ikke ydre fysisk skade.

“Hårde” traumer

Det er der derimod ved “hårde” traumer. “Hårde” traumer kan skyldes sportsskader, der gør, at du bliver bange for at lave en lignende bevægelse igen på fodboldbanen, i træningscenteret eller hvor du ellers udøver din sport henne. Vold og fysiske overgreb som voldtægt, incest. Eller det at være vidne til fysiske overgreb på andre uden mulighed for at kunne handle i situationen.

Choktraumer

Som navnet antyder, er choktraumer relateret til chok. En pludselig udefrakommende hændelse og uden varsel oplevelse af at miste fodfæstet. Det skaber en oplevelse af, at “jeg’et” bliver splittet i atomer. Choktraumer kan sagtens være relateret til ovenstående kategorier af traumer. Typisk vil choktraumer skabe meget tydelige fastfrosne spændinger i læg, baglår, hofte, diafragma, biceps og nakken, da disse musklergrupper trækker kroppen sammen i en beskyttende stilling med et pludseligt sæt.

Traumers neurologiske mønstre

Om der er tale om et udviklingstraume, “hårdt” eller “blødt” traume eller et choktraume reagerer dit nervesystem i et evolutionært biologisk mønster som beskrevet af Peter Levine; først hyperophidselse, efterfulgt af følelsen af at være fastlåst, som fører til en mental flugt og dissociering inden kroppen går i frys med afsæt i dine grundfølelser.

• Glæde
• Vrede
• Afsky/væmmelse
• Overraskelse
• Sorg/tristhed
• Frygt

Alle situationer du lander i som menneske, aktiverer dit følelsesregister. Afhængig af din evne til selvregulering kan situationen skabe en følelsesmæssig hyperophidselse (hyperarousal), hvis du ikke kan læne dig tilbage i dine normale handlingsstrategier, du har optrænet som menneske.

Når det kommer til den følelsesmæssige overvældelse, reagerer du faktisk på samme måde som bambi, der bliver fanget i forlygternes skær. Du ‘fryser’ og bliver handlingslammet. Frys er i pattedyrsriget en autonom forsvarsreaktion i nervesystemet, der tager over når faren bliver for overvældende for at passe på din krop og nervesystem.

Billedligt kan det illustreres i grafen nedenunder.

Vagusnerven

Vagusnerven har to forgreninger. Den forreste forgrening er involveret i samarbejdet mellem hjernen og dine organer, og kaldes den ventrale gren af vagusnerven. Fra denne gren styres din fordøjelse, dit følelsesliv og måde at reagere på i ved social interaktion med andre mennesker.

Du bliver glad, når du møder en god ven, og smiler. Der kommer en skummel person i mod dig på en mørk vej, hvor gadelampen ikke rigtigt virker og bliver bange. En person springer ind foran dig i køen i Netto og overskrider dine grænser, så du bliver vred. Sådan er hele dit følelsesregister med til at skabe dine handlemuligheder i de forskellige situationer, du lander i her i livet på både godt og ondt.

Besidder du en sund evne til følelsesmæssig selvregulering, opstår følelsen, du handler på den og udtrykker den. Og så er følelsen ude af systemet uden, at du oplever overvældende stor følelsesmæssige ophidselse. Du befinder dig under den stiplede linie på billedet.

Følelsesmæssig ophidselse

Hvis du nu aldrig har lært at udtrykke glæde, fordi det var en forbudt følelse derhjemme (ja, jeg har rent faktisk klienter på klinikken, hvor det er tilfældet.). Vil situationer, hvor du oplever glæde, skabe en følelsesmæssig ophidselse, der flytter dig op i mod den stiplede linie i figuren.

Glæden vil indledningsvis starte din krops stressrespons, amygdala sender et faresignal til hypotalamus, der aktiverer noradrenalin i dine nerveceller, binyrerne udskiller adrenalin og kortisol. Din puls og blodtryk stiger, håndfladerne bliver klamme, og kroppen bliver på et splitsekund klar til at handle, enten ved du undertrykker glæden (kamprespons) eller bevæge dig væk fra situationen (flugtrespons).

Frysrespons og vagusnerven

Fordi glæden er forbudt, kan følelsen få hele dit system til at gå ind i en frysrespons.  Du stivner i udtrykket, og kroppen spænder op omkring følelsen, så den ikke kan udtrykkes, fordi den simpelthen bliver for “overvældende og farefuld” for din eksistens.

På samme måde som, hvis du som barn oplevede dine forældre råbte, skændtes og sloges. Eller du ikke blev passet på og taget op og holdt om, når du havde behov for omsorg. Eller chefen bliver ved med at læsse flere og flere opgaver over på dig, uden at du har ressourcerne til at sige stop. Du bliver beskudt under en skarp mission i en krigssituation og ser din kammerat blive sprunget i luften. Du ser en god kollega på arbejdet blive mobbet.

Traumer er dybest set situationer, hvor du føler og oplever, at din evne til at handle er blevet taget fra dig. Rent faktisk skal du bare forestille dig farefulde situationer, for potentielt at skabe en traumatisk oplevelse i dit nervesystem. Netop det sidste er en af menneskets helt store udfordringer – forestillingsevnen! Forestillingsevnen kan nogle gange gøre dig handlingslammet.

Hvis dit nervesystem sanser faren som alt for overvældende, kortslutter det parasympatiske nervesystem kroppen i følge Dr. Stephen Porges (neuropsykiater og forsker ved Indiana University, USA). Kortslutningen sker gennem den dorsale streng af vagusnerven (grafen over den stiplede linie). Under denne proces bliver kroppen pumpet fuld af dopamin, endorfiner og oxytocin, for at beskytte kroppen mod den fysiske og psykiske påvirkning, i det tilfælde, at rovdyret sætter tænderne i en.

Dissociering

Dissociering er forsvarsmekanismen under traumer. Når du dissocierer, fraspalter du dig selv, dine følelser og sanser fra den situation du befinder dig i. I ekstreme situationer er den lig med frysresponsen som beskrevet ovenfor. I mildere omstændigheder er det en fraspaltning af eksempelvis vreden eller glæden, fordi du ikke ved, hvordan du skal håndtere disse følelser. I situationen kan man billedligt sige, at du gør dig selv følelsesløs ift. følelsen, så du ikke kan mærke den enten ved, at du trækker dig op i hovedet eller laver en “ud af kroppen flugt”. Oplevelsen af følelsen sidder dog stadigvæk i din krop og nervesystem fastlåst som et traume.

Når dit nervesystem sanser, at faren er drevet over, vil du træde ud af frysresponsen og dissocieringen og stressresponsen vil efterfølgende klinge af. Her vil du komme tilbage under den stiplede linie, hvis du ikke føler skam over den måde du reagerede på i den farefulde situation.

PTSD

Tidligere troede man, at et traume automatisk blev efterfulgt af en posttraumatisk stressreaktion. Ny forskning viser imidlertid, at det ikke er tilfældet, hvis du besidder evnen til sund følelsesmæssig selvregulering og føler dig inkluderet i dit nære fællesskab, familie, arbejdsplads etc.. Traumet udvikler sig først til PTSD, hvis du skammer dig eller bliver skammet ud og ekskluderet af dine omgivelser (din familie, arbejdsfællesskab, bliver brugt som syndebuk) på grund af din reaktion i den traumatiske situation.

PTSD fastholder personen alene i den traumatiske oplevelse. PTSD er en klinisk beskrivelse af kronisk stress, hvor nervesystemet aldrig får ro, fordi det hele tiden befinder sig i overlevelsesmode og forhøjet alarmberedskab – lidt som en grammofonplade, der er gået i hak og kører i samme rille.

Heldigvis kan disse mønstre brydes. Når jeg inddrager kroppen i det psykologiske arbejde, får jeg direkte adgang til dit følelsesregister. Herigennem kan vi skabe en ny fortælling, hvor traumet og fastfrysningen mister sin kraft og i stedet vendes til en ressource og ny fortælling.